Justin Timberlake erklærer sig skyldig: Var påvirket under kørsel


Justin Timberlake har fredag erkendt sig skyldig i at have kørt bil i påvirket tilstand.
Det skriver flere internationale medier – herunder NBC og Sky News.
Sexyback-sangeren har tidligere nægtet sig skyldig i at have kørt bil under påvirkning af alkohol.
Men fredag erkendte han sig altså skyldig. Han erkendte dog kun, og blev derfor kun kendt skyldig i, at have haft en promille på 0,5, hvilket giver en væsentligt lavere straf, end hvad han oprindeligt var tiltalt for – hvilket var at have kørt bil med en promille på over 0,8.
Derfor slipper han med en bødestraf, samfundstjeneste og en treårig frakendelse af kørekortet.
»Jeg har ikke levet op til de standarder, jeg forsøger at efterleve,« sagde Timberlake i Sag Harbor Village Court i New York fredag ifølge nyhedsbureauet.
Timberlake blev anholdt tilbage i Juni i New York.
Her skal han have undladt at stoppe for et Stop-skilt, og have kørt ud af sin vejbane.
»Hans øjne var blodskudte og glasagtige, og hans ånde lugtede stærkt af en alkoholisk drik,« lød det i politirapporten om anholdelsen.
Fredag skulle han så i retten i sagen, hvor han altså erkendte sig skyldig i at have kørt i påvirket tilstand.