Hypen ville ingen ende tage, da Justin Bieber blev annonceret som et af hovednavnene på den store amerikanske festival, Coachella, der er løbet af stablen denne weekend.

Gensalgspriserne på weekend billetter steg fluks til flere tusinde dollars, da programmet blev offentliggjort, og det stod klart, at popstjernen gjorde comeback til den store scene.

Men mange blev alligevel efterladt skuffede.

På de sociale medier er mange i hvert fald dybt forundrede over Biebers 'kedelige' show, som udspillede sig lørdag aften på festivalen i Californien.

'Justin Bieber er det dårligste hovednavn på Coachella nogensinde, for hvad fanden, du sidder jo bare der med din computer,' skriver en bruger blandt andet på X.

Det er særligt én sekvens fra showet, som mange undrer sig over.

Her satte Justin Bieber sig bag en bærbarcomputer og streamede mange af sine største hits på Youtube.

'Ikke Justin Bieber, der svindlede Coachella for 10 millioner dollars for at spille sange fra YouTube…,' skriver en anden bruger med reference til de ti millioner dollars, som popstjernen angiveligt er blevet betalt for koncerten.

'Hvis Sabrina Carpenter (som også spillede til Coachella, red.) gjorde, hvad Justin Bieber er i gang med lige nu, så ville hendes karriere være ovre,' skriver en tredje bruger på X.

Mange forsvarer dog også popstjernen og understreger at segmentet med Youtube-streaming kun varede 20 minutter af hans samlede sæt, og at han inden da havde spillet hele sit seneste album 'SWAG II', hvor han havde danset og været mere energisk.

Det var Biebers første store koncert, siden han i 2022 måtte afbryde sin verdensturné på grund af helbredsproblemer.

Her blev han diagnosticeret med Ramsay Hunt-syndrom, som medførte delvis ansigtslammelse.