Kun få dage efter, han uden forklaring aflyste resten af sin turné, træder han pludselig op på scenen.

Justin Bieber kiggede nemlig ganske overraskende forbi og sang med på deres fælles nummer 'Private Landing' ved Don Tolivers koncert lørdag på Rolling Loud-musikfestivalen i Californien.

Det skriver Fox News.

Tirsdag blev det meldt ud, at Justin Bieber aflyste sine danske koncerter i Royal Arena om to uger. Onsdag bekræftede Bieber selv, at alle hans resterende turnédatoer røg.

Billetterne blev første gang sat til salg for knap halvandet år siden, og flere af turneens koncerter er allerede en gang blevet udsat.

I september meldte Justin Bieber nemlig ud, at han grundet sit mentale helbred måtte tage en pause, og i oktober udskød han så verdensturneen.

Der er ikke kommet mulige nye datoer for den såkaldte Justice World Tour, og der er heller ikke blevet givet en officiel forklaring på årsagen bag aflysningen.

I sommer fortalte Justin Bieber dog, at han var blevet diagnosticeret med det sjældne Ramsay Hunt-syndrom, der gav ham lammelser i venstre side af ansigtet.

I den forbindelse aflyste han flere koncerter, men han formåede alligevel at blive klar til at optræde på den danske festival Smukfest i Skanderborg i august, hvor flere anmeldere dog fandt musikeren for både skuffende og ugidelig.

Dengang fortalte overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Lone Hagens Mygind, til B.T., at selvom man godt kan have eftervirkninger af syndromet, så vil »de fleste allerede være langt bedre efter en måned«.