Den spanske sanger Julio Iglesias afviser at have begået overgreb på to kvinder, som tidligere har været ansat hos ham.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I et opslag på Instagram kalder sangeren beskyldningerne mod sig for "fuldkommen falske".

Ifølge kvinderne udsatte han dem for seksuel chikane, ligesom han tjekkede deres telefoner og begrænsede deres mulighed for at forlade ejendommene.

- Jeg benægter at have misbrugt, tvunget eller vist mangel på respekt over for nogen kvinde. Disse beskyldninger er fuldkommen falske og gør mig dybt bedrøvet, skriver den 82-årige sanger på sin Instagram-konto.

Den ene kvinde arbejdede som husholderske, den anden som fysioterapeut, på hans ejendomme i Den Dominikanske Republik og på Bahamas. Begge i 2021.

Spaniens ligestillingsminister, Ana Redondo, har krævet beskyldningerne mod den 82-årige entertainer undersøgt.

Julio Iglesias er en af de mest succesfulde spansktalende kunstnere nogensinde. Den grammyvindende sanger og komponist har ifølge AFP solgt flere end 300 millioner plader i sin karriere, der strækker sig over årtier.

/ritzau/