De var ikke nære venner, men alligevel stillede Johnny Depp et af sine hjem til rådighed for sin døende kollega.
I april fortalte Eric Dane, der blandt andet er kendt for sine roller i 'Grey’s Anatomy' og 'Euphoria', at han kæmpede med den uhelbredelige nervesygdommen ALS.
Ifølge Page Six kunne han i sin sidste tid flytte ind i et af Johnny Depps huse nær Sunset Strip i Californien. Depp skulle angiveligt have sagt til ham:
»Betal, hvad du kan – eller ikke kan – i husleje.«

Dermed fik Eric Dane én bekymring mindre, og huset gjorde det muligt for ham nemt at komme til sine lægekonsultationer.
Boligen var desuden indrettet, så den var tilgængelig for kørestolsbrugere.
De to skuespillere skulle eftersigende have mødt hinanden for år tilbage gennem fælles bekendte.
Eric Dane gik torsdag bort i en alder af 53 år.
Familien skrev efterfølgende i en udtalelse:
»Med stor sorg deler vi, at Eric Dane gik bort torsdag eftermiddag efter en modig kamp mod ALS. Han tilbragte sine sidste dage omgivet af nære venner, sin hengivne hustru og sine to smukke døtre, Billie og Georgia, som var centrum i hans verden.«
I Netflix-serien 'Famous Last Words' sagde Eric Dane farvel til sin familie i en video, som han havde ønsket først skulle offentliggøres efter hans død.
Han efterlader sig sine to døtre, Billie og Georgia, samt sin hustru Rebecca.
For at støtte familien økonomisk har venner startet en indsamling, som indtil nu har rejst 130.000 dollar – svarende til omkring 824.000 kroner - skriver Bild.
