I dag er langt de fleste blevet vant til at se lidt af hvert på tv-skærme og de sociale medier.

Men i 1991, da tv-programmet 'Jerry Springer' rullede henover skærmen, var det noget, som ingen nogensinde havde set før. Manden bag det skelsættende talkshow, Jerry Springer, er torsdag død i en alder af 79 år, men han efterlader sig en tung, tung tv-arv.

»Han gjorde alt det, som man ikke må journalistisk. Han skabte sin egen genre. Han satte skøre folk i skøre situationer sammen. Han havde konfrontationer og han holdt ting tilbage. Alt det, som man kan forestille sig, at man ikke må gøre, det gjorde han.«

Sådan forklarer tv-ekspert Keld Reinicke, som har været med til at starte DR2, TV 2 ZULU og TV 2 Charlie. Ifølge ham satte Jerry Springer en standard, og selvom der kom andre shows i genren, forblev han kongen.

Keld Reinicke har spillet en stor rolle i dansk tv, hvor han har været inde over flere kanalers tilbliven.
Keld Reinicke har spillet en stor rolle i dansk tv, hvor han har været inde over flere kanalers tilbliven. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Han fandt en anden måde at fortælle historier på, men det var også kontroversielt.«

»Programmet klarede sig rigtig godt, og folk elskede det. Alt det pæne var taget ud af talkshowet, og det var bare lige på. Hvis du havde været utro, så kom de fem børn, som du aldrig havde mødt. Det var den slags ting. Man spurgte sig selv, om de kunne blive ved med at finde på flere sindssyge situationer, og det kunne de.«

Keld Reinicke er sikker på, at der er nogen, der vil kalde det 'trash-tv', og han tror også, at mange, i hvert fald danske seere, udelukkende så det som underholdning, fordi deltagerne ofte var så ekstreme. Det er dog ikke en betegnelse, han selv vil bruge om 'Jerry Springer'.

Værten kunne nemlig noget, som andre tv-programmer ikke kunne på det tidspunkt. Det oplevede Keld Reinicke, som på det tidspunkt boede i USA og arbejdede for CNN, ved redaktionsmøderne.

»Han fik nogle nye mennesker på skærmen, som ikke normalt kom på tv. Han viste faktisk et andet Amerika. Der var diskussioner om, hvorfor vi (CNN, red.) ikke viste sådan nogle mennesker. I dag har sociale medier ændret det, så alle kan komme 'på', men dengang var der nogen, der bestemte, hvem der kom til orde, og hvem der ikke gjorde.«

Derfor mener Keld Reinicke da også, at Jerry Springers historie er mere end 'blot' at sætte nogle udsatte mennesker sammen i et tv-studie og få dem til at råbe af hinanden.

»Han definerede genren, og han udnyttede tv-mediet på en ny måde. Du får jo heller ikke lov til at lave det her show i 30 år, hvis folk ikke kan lide det, og der ikke er noget i det. Når det så er sagt, så tænkte man i sensationer og måske ikke så meget i konsekvenserne for deltagerne. Det kan man godt stille spørgsmålstegn ved.«

Programmet ændrede ikke kun talkshowbranchen.

Ifølge Keld Reinicke kan det også ses som en forløber til reality tv-genren, som senere kom til at buldre frem.

»Noget af forargelsen eller, 'gud, nej, det sagde han bare ikke', det er gået videre til reality tv. Jeg er helt med på, at det ikke er helt det samme, men jeg tror, at noget af den energi, der var i det show, den ser seerne i dag mere i reality tv end talkshows.«

»Man kunne ikke komme udenom ham. Det var ret vildt dengang. Han er i en periode af dansk og amerikansk tv et – om man vil det eller ej – stort ikon. I tv'ets storhedstid, før streaming og internettet, var han kongen.«