Den amerikanske skuespiller Jane Fonda har i et nyt interview fortalt, at den nu afdøde franske instruktør René Clément spurgte hende, om hun ville gå i seng med ham, mens de indspillede filmen 'Joy House' i 1964.

Ifølge skuespilleren skulle instruktøren have bedt om at have sex med hende, fordi han gerne ville se hendes orgasmer inden en sexscene.

Det fortæller hun i en episode af 'Watch What Happens Live' med tv-værten Andy Cohen.

Her spurgte værten, om Jane Fonda kunne nævne en mand i Hollywood, der havde prøvet at score hende, men fået afslag.

»Han ville i seng med mig, fordi han sagde, at den karakter, jeg skulle spille, skulle have en orgasme, og han blev nødt til at se, hvordan mine orgasmer var. Han sagde det på fransk, så jeg lod som om, jeg ikke forstod ham,« fortalte hun.

Jane Fonda var 27 år gammel, da hun medvirkede i filmen sammen med skuespilleren Alain Delon.

Instruktøren René Clément var 51 år, da de filmede sammen. Han døde i 1996 i en alder af 82 år.

I interviewet bliver Jane Fonda spurgt til, hvem hun synes er den største kvindehader i Hollywood.

Det ville den garvede skuespiller dog ikke svare på.