Stjernerapperen DaBaby skulle nok have holdt sig til sine sangtekster, da han i 2021 åbnede munden under en koncert og luftede sine tanker.

Episoden fandt sted under tredages festivalen Rolling Loud i Miami, hvor DaBaby var et af hovednavnene på sidstedagen.

Under koncerten opfordrede rapperen sit publikum til holde deres telefoner med lyset tændt op i strakt arm. Det var dog ikke alles hænder, som rapperen ville have i vejret. 

»Venner, hvis I ikke sutter pik på parkeringspladsen, så hold jeres mobiler i vejret. Hold det fucking ægte,« råbte rapperen fra scenen.

Og det er den homofobiske bemærkning, der ifølge rapperen selv, har kostet ham i omegnen af en milliard danske kroner. I tiden efter blev rapperen nemlig hevet af plakaten på en række store festivaler. Hvordan det løber op i en milliard, fortæller rapperen intet om.

Det fortæller rapperen i podcasten 'Club Shay Shay' som har den tidligere NFL-stjerne Shannon Sharpe som vært, skriver mediet NME.

Selvom det lyder som en episode, man nemt ville kunne komme til at fortryde resten af livet, så ser rapperen noget anderledes på det.

Det eneste han fortryder, fortæller han, er, at han ikke fortalte arrangørerne bag Rolling Loud, at han missede flyet hjem fra festivalen, og at han derfor gerne ville have sendt pengene til flybilletten retur til arrangørerne.

Og da podcasten spørger ind til, om han er ked af den manglende milliard, svarer rapperen.

»Jeg føler virkelig, at det er en velsignelse i forklædning på dette tidspunkt i mit liv, og jeg er lige kommet til den erkendelse i løbet af de sidste to uger. Det vil gøre mig meget gladere som person og meget mere mand resten af mit liv … Jeg elsker det sted, hvor jeg er som person.«

DaBaby undskyldte for sine udtalelser tilbage i 2021, og så gæstede stjernerapperen i øvrigt også Roskilde Festival året før.