David Lynch er blevet ramt af en alvorlig sygdom.

Den 78-årige Hollywood-instruktør fortæller i et nyt interview, at det står så slemt til, at han reelt ikke tør forlade sit hjem.

David Lynch, der igennem karrieren har instrueret film som 'The Elephant Man', 'Blue Velvet', 'Mulholland Drive' og ikke mindst tv-serien 'Twin Peaks', er blevet ramt af den meget alvorlige og kroniske lungesygdom emfysem.

Sygdommen medfører blandt andet åndedrætsbesvær, og sundhedsorganisationen WHO har ifølge Independent.co.uk forudsagt, at den bliver den tredjestørste dødsårsag på verdensplan i 2030.

David Lynch med sin daværende hustru Emily Stofle i 2017.
David Lynch med sin daværende hustru Emily Stofle i 2017. Zz/AP/Ritzau Scanpix

David Lynch åbner op om sit helbred i et nyt interview med magasinet Sight & Sound, hvor han fortæller, at han har fået konstateret sygdommen, efter at have røget hele sit liv.

Hans seneste arbejde var den tredje sæson af 'Twin Peaks' fra 2017.

I interviewet fortæller han, at han hvis han skal instruere igen, bliver han nødt til at gøre det på afstand, da han ikke tør gå udenfor sit hjem af frygt for at blive smittet med corona.

»Jeg har fået emfysem af at ryge så længe, og derfor er jeg bundet til hjemme uanset om jeg kan lide det eller ej,« fortæller David Lynch og fortsætter:

»Det ville være meget slemt for mig at blive syg – også blot forkølet.«

David Lynch mener derfor, at det er usandsynligt, at han vil instruere noget igen, da han ikke ville kunne være fuldt ud til stede.

»Jeg vil gøre det på afstand, hvis det blev nødvendigt, men jeg vil ikke bryde mig om det,« tilføjer han.