Han er kendt fra blandt andet hitserierne 'That '70s Show' og Men at work'.
Det er dog længe siden, at Danny Masterson har været på den store scene, og nu er det nok endegyldigt forbi.
For den 47-årige skuespiller er blevet idømt 30 år bag tremmer efter, at han blev dømt for to voldtægter, han begik mod kvinder, som han havde mødt igennem scientology-sekten.
Masterson stod over for mellem 30 år til livstid efter at være blevet fundet skyldig i to af sine tre forhold ved en domstol i Los Angeles.
Det skriver nyhedsbureuet AP og mediet TMZ
Under retssagen hørte man udtalelser fra kvinderne om det traume, de oplevede, og de lidelser, der var forårsaget af de foruroligende minder i årene siden.
Skuespilleren, der har siddet varetægtsfængslet siden maj, sad i retten iført jakkesæt. Masterson iagttog kvinderne uden synlig reaktion, mens de talte.
»Da du voldtog mig, stjal du fra mig. Det er, hvad voldtægt er, et tyveri af ånden. Du er patetisk, forstyrret og fuldstændig voldelig. Verden har det bedre med dig i fængsel,« sagde en kvinde, som Masterson blev dømt for at have voldtaget i 2003.
Masterson er også kendt fra filmen 'Yes Man'. Han blev fyret af Netflix, da anklagerne kom frem i 2017.
Da anklagerne kom frem, fortalte to kvinder, at de ventede mere end et årti med at anmelde Danny Masterson og stå frem med deres historier, da topfolk i scientology-kirken afskrækkede dem fra at kontakte politiet.
En anklage, som scientology-kirken afviser fuldstændigt.
Kvinderne fortalte, at de blev bedt om at vælge mellem deres tro og at anmelde, og da de alle tre havde familie i kirken, så frygtede de at miste kontakten til deres kære.
Masterson har nægtet alle anklager gennem hele forløbet, men skal nu tilbringe de næste 30 år af sit liv bag tremmer.