Der er intet så svært som at falde i søvn ved siden af en, der snorker.

Men det problem har Hollywood-skuespilleren Bette Midler ikke, også selvom hun er gift med en mand, der absolut ikke sover lydløst.

Parret sover nemlig ikke sammen, og det har de faktisk aldrig gjort.

Det skriver det australske News.

Bette Midler og manden Martin von Haselberg blev gift i 1984 efter at have kendt hinanden i seks uger, og ifølge skuespilleren har de altid haft hver deres soveværelse.

En afsløring, der ifølge mediet har chokeret skuespillerens mange fans.

Ifølge Bette Midler har de to aldrig sovet sammen, om det nu også er helt rigtigt, er der i skrivende stund ingen, der har faktatjekket.

Selvom det lyder som en noget alternativ konstellation i et ægteskab, er Bette Midler ovenud tilfreds med beslutningen om at sove alene.

Faktisk er hun sikker på, at netop de separate soveværelser er den lim, der i flere end 40 år har holdt ægteskabet sammen.

Bette Midler er blandt andet kendt fra Disney-filmen Hocus Pocus fra 90'erne.