Kendissøn er sigtet for vold mod kæreste – nu har han været i retten. 

Det skriver People

Lørdag morgen blev den 25-årige Mingus Lucien Reedus, der er søn af den danske supermodel Helena Christensen og skuespilleren Norman Reedus, anholdt og sigtet for et overfald mod en 33-årig kvinde.

Ifølge US Weekly er kvinden Mingus Reedus’ kæreste, og overfaldet fandt angiveligt sted i hans lejlighed i New York.

Tirsdag blev Mingus fremstillet for retten via et virtuelt retsmøde.

Offentlige retsdokumenter, som People har fået indsigt i, viser, at han stod over for anklager om overfald, hensynsløs legemsbeskadigelse, kvælning og chikane. Han nægter sig skyldig i samtlige anklager.

I retten blev Mingus Lucien Reedus sigtet for mindre forseelser. Dommeren udstedte samtidig et midlertidig tilhold, der forbyder Mingus at kontakte eller opsøge kvinden, han angiveligt overfaldt.

Det forventes, at mistænkte vil møde i retten igen den 8. oktober. 

Helena Christensen og Norman Reedus har endnu ikke offentligt kommenteret sagen.