Declyn 'Dex' Lauper, søn af den legendariske sangerinde Cyndi Lauper og skuespilleren David Thornton, står midt i et stormvejr.
En kvinde har nemlig anklaget sønnen for seksuelt overgreb. Men det er faren, der er sagsøgt.
Det skriver TMZ.
Ifølge mediet begik sønnen et seksuelt overgreb mod kvinden i en lejlighed i New York.
Angiveligt efter, at hun nægtede at udføre oralsex på ham.
Selve søgsmålet, som TMZ har fået fat i, beskriver angiveligt flere grumme detaljer.
Blandt andet hvordan Declyn Lauper ifølge kvinden tog hendes telefon og truede med at ødelægge den, hvis hun ikke udførte oralsex på ham.
Kvinden påstår også i sin forklaring, at han skubbede hende ned på sin seng og holdt hende fast, hvorefter det seksuelle overgreb fandt sted.
Man kan så spørge sig selv, hvorfor kvindens søgsmål er rettet mod faren David Thornton.
Kvinden påstår ifølge mediet, at faren muliggjorde det påståede overgreb, fordi han lejede den pågældende penthouselejlighed og »kendte til sin søns voldelige og seksuelt krænkende tendenser«.
TMZ har rakt ud til familien, men har ikke fået svar tilbage.
