Mange kender Eric Dane for rollen som Mark Sloan i den populære tv-serie 'Greys Hvide Verden'.
Nu deler den 52-årige amerikanske skuespiller en frygtelig nyhed.
»Jeg har fået konstateret ALS,« siger han til People Magazine og fortsætter:
»Jeg er taknemmelig for at have min kærlige familie ved min side, mens vi navigerer i dette næste kapitel.«
ALS er en sjælden, men frygtelig nervesygdom, som med tiden forårsager tiltagende lammelse i musklerne.
Foreløbig har Eric Dane dog planer om at fortsætte sit arbejde som skuespiller.
»Jeg føler mig heldig, fordi jeg er i stand til at fortsætte med at arbejde og ser frem til at vende tilbage til optagelserne af 'Euphoria' (tv-serie på HBO, red.) i næste uge,« siger han til People Magazine.
»Jeg beder jer om at lade min familie og mig være i fred i denne tid,« slutter han.
ALS påvirker nerveceller i hjernen og rygsøjlen, som kontrollerer muskelbevægelserne, og patienterne mister langsomt evnen til at tale, spise, gå og trække vejret selvstændigt.
Der findes ingen kur mod ALS, og folk lever normalt kun tre til fem år efter diagnosen.
Nogle patienter kan dog leve med ALS i årtier.
Eric Dane er gift med skuespilleren Rebecca Gayheart. Sammen har parret døtrene Billie Beatrice på 15 år og 13-årige Georgia Geraldine.
