Gordon Ramsay jubler: Er blevet far igen


Næste gang stjernekokken Gordon Ramsay skal lave mad til sin familie, skal der en ekstra tallerken på bordet.
8. november kunne han således byde en ny søn velkommen til verden – hans sjette barn.
Det fortæller han i et opslag på både X og Instagram.
'Sikke en fantastisk fødselsdagsgave, byd velkommen til Jesse James Ramsay, en kæmpe på 3,45 kg Endnu et bundt kærlighed til Ramsay-brigaden! 3 drenge, 3 piger …', skriver han.
Samme dato kunne den berømte kok fejre sin 57-års fødselsdag, som nok skriver sig ind som en af de lidt ekstra særlige.
Moren til de seks børn er 49-årige Tana Ramsay, der både er kendt fra tv og som kogebogsskribent.
I 1996 blev de gift, og to år senere kunne de byde den første i den efterhånden velvoksne børneflok velkommen, da datteren Megan blev født.
Det er fire år siden, at de kunne byde deres femte barn, sønnen Oscar, velkommen, og allerede dengang udelukkede Tana Ramsay ikke, at et sjette barn kunne blive føjet til flokken.
»Jeg tror aldrig, jeg kommer til at tænke: 'Åh gud, aldrig nogensinde igen', men lad os bare sige, at jeg er taknemmelig og utrolig heldig. Jeg nyder bare hvert eneste øjeblik af det her,« forklarede hun dengang til Hello Magazine.
Selvom Gordon Ramsay først skabte sig en karriere i køkkenet, er det især hans tv-optrædener i programmer som 'Hell's Kitchen' og 'Ramsay's Kitchen Nightmares', hvor han demonstrerede et eksplosivt temperament, der gjorde ham verdenskendt.