Filmene formede store dele af en hel generations barndom – i hvert fald dem med den store tv-pakke.

Og for hovedrolleindehaverne i de ikoniske Disney-film 'High School Musical' kastede optagelserne også et romantisk forhold af sig – og nu kommer den ene halvdel af duoen med en sjælden kommentar om sin daværende flamme.

Vanessa Hudgens fortæller nu om sit allerførste møde med ekskæresten Zac Efron.
Vanessa Hudgens fortæller nu om sit allerførste møde med ekskæresten Zac Efron. Marco Ugarte/AP/Ritzau Scanpix

Der er selvfølgelig tale om Disney-stjernerne Vanessa Hudgens og Zac Efron, der spillede henholdsvis Gabriella Montez og Troy Bolton i filmene.

Og det er førstnævnte, der nu knytter en sjælden kommentar til sin ekskæreste og deres forhold i podcasten 'Get Your Head In the Game':

»Oh my god, han er så sød!,« forklarer den nu 36-årige skuespillerinde, at hendes første tanke var, da hun så Efron til audition på filmene, der udkom i 2006.

»Vores kemi var så ægte. Der var en anden pige til rollen som Gabriella og en anden fyr til Troy. Vi byttede, blandede og matchede – og ja, det var det,« siger Vanessa Hudgens i podcasten.

Zac Efron og Vanessa Hudgens spillede hovedrollerne i alle tre film i Disney-trilogien.

De tre film udkom i henholdsvis 2006, 2007 og 2008, og Hudgens og Efron var kærester fra 2005 til 2010.

I dag er Vanessa Hudgens gift med den professionelle baseballspiller Cole Tucker, mens Efron har været rygtet sammen med 'Vampire Diaries'-stjernen Nina Dobrev.