Stjerneskuespilleren George Clooney har mistet sin storesøster, der kæmpede mod kræft. 

Adelia 'Ada' Zeidler blev kun 65 år gammel. Hun døde 19. december omgivet af familie. 

»Min søster, Ada, var min heltinde,« siger George Clooney til People

»Hun kæmpede mod kræften med mod og humor. Jeg har aldrig mødt nogen så modig. Amal (Clooneys hustru, red.) og jeg vil savne hende frygteligt.« 

I hendes nekrolog står der ifølge mediet skrevet, at Adelia Zeidler døde »fredeligt omgivet af de mennesker, hun elskede« i delstaten Kentucky, USA.

Videre bliver hun beskrevet som værende en talentfuld kunstner, der delte sine evner som kunstlærer i en folkeskole. 

Hun efterlader sig sine to børn, Nick Zeidler og Allison Zeidler Herolaga, samt sin mand og bror. 

Begravelsen finder sted 22. december.