Den britiske radiovært Scott Mills bekræfter nu, at han er blevet efterforsket af politiet i forbindelse med en seksualforbrydelse.

I sidste uge blev Mills fyret fra sit job på BBC, og straks opstod historierne om, at det skulle have noget at gøre med en gammel sag tilbage fra 2026. 

Onsdag lyder det så i en erklæring fra værten selv, at hans afsked har ført til »offentliggørelse af rygter og spekulationer«.

I udtalelsen siger han, at han har »samarbejdet fuldt ud og svaret på spørgsmål« i forbindelse med efterforskningen, skriver BBC

Allerede tilbage i 2017 blev han første gang undersøgt i en sag, hvor Mills angiveligt skulle have forgrebet sig på en teenagedreng, der var under 16 år. 

Ifølge Sky News skulle det have fundet sted mellem 1997 og 2000. 

BBC er tilbageholdende med at komme med oplysninger i sagen, men bekræfter at Mills har fået fyresedlen. 

»Scott Mills havde en lang karriere hos BBC, han var enormt populær, og vi ved, at nyheden i denne uge er kommet som et chok og en overraskelse for mange,« lyder det fra en talsperson fra tv-stationen. 

»Vi erkender også, at der har været mange spekulationer i medierne og online siden mandag. Vi håber, at folk forstår, at der er en grænse for, hvad vi kan sige, fordi vi skal være opmærksomme på de involveredes rettigheder.«

I udtalelsen bekræfter BBC også, at de første gang fik kendskab til sagen i 2017.