Brian Austin Green skal giftes.
'Beverly Hills 90210'-stjernen har været på knæ, og er nu forlovet med sin kæreste igennem de seneste tre år, afslører han på Instagram og i podcasten 'Old-Ish'.
Det skriver Daily Mail.
Den i dag 50-årige amerikanske skuespiller blev i 1990erne kendt som David Silver i ungdomsserien 'Beverly Hills 90210', hvor han undervejs blandt andet datede sin medskuespiller Tiffani-Amber Thiessen – hende der spillede Valerie Malone.
Herefter blev han først forlovet med en anden 'Beverly Hills 90210'-medstjerne i form af Vanessa Marcil – hun spillede Gina Kincaid.
De fik en søn sammen, men forlovelsen blev brudt og i en lang periode var han herefter i et forhold med en tredje skuespiller – Megan Fox – som han nåede at få tre børn med, før de blev skilt i 2021.
Men nu skal han altså giftes igen.
Brian Austin Green har i de sidste par år datet danseren Sharna Burgees, efter at de dansede sammen i den amerikanske udgave af 'Vild med dans'.
Sidste år fik de en søn, og nu skal de altså giftes.
I deres podcast 'Old-ish' fortæller de ifølge Daily Mail, at Brian Austin Green friede tilbage i juli i forbindelse med sin 50-års fødselsdag.
På Instagram har de samtidig uploadet en video, hvor Sharna Burgees viser sin nye ring.