4. august 1962 står formentlig som en sorgens dag for mange filmelskere.

Her gik den elskede og legendariske skuespillerinde Marilyn Monroe bort som konsekvens af en overdosis af sovepiller – eller gjorde hun nu også det?

Den kendte forfatter James Patterson, der er aktuel med en ny bog om Monroes sidste dage, finder det sandsynligt, at der lå en kriminel handling bag Hollywood-stjernens død.

Det påstår han i et nyligt interview med The Hollywood Reporter.

»Hun havde disse utrolige relationer til præsident Kennedy, Robert Kennedy, Sinatra og flere mafiafigurer. De fortalte hende ting, og hun holdt styr på det. Hun havde informationer, der var ret farlige,« siger han til mediet.

I sit arbejde med bogen mener Patterson, at han blev meget klogere på omstændighederne for Monroes død og efterforskningen af den.

Blandt andet mener han at vide, at én af betjentene, der efterforskede dødsfaldet var overbevist om, at dødsscenen var iscenesat.

Politiet i Los Angeles konkluderede ud fra efterforskningen, at Marilyn Monroes død var et sandsynligt selvmord, som var forårsaget af en »selvadministreret overdosis af beroligende medicin«.

Marilyn Monroe blev bare 36 år gammel.