»Hej Sharon. Det er Donald Trump. Jeg vil bare ønske dig og familien det bedste.«
Sådan lød det i den seneste episode af podcasten 'The Osbournes,' hvor selveste præsidenten sender en hilsen.
Det var da også en meget rørt Sharon Osbournes, der tog imod, skriver Dagbladet.
Den britiske skuespiller havde simpelthen svært ved at holde tårerne tilbage.
Trumps besked kom nemlig efter en svær tid for familien Osbournes.
I midten af juli døde familiens overhoved, rocklegenden Ozzy Osbourne, i en alder af 76 år.

Han led af en hjerte-karsygdom og havde en Parkinson-diagnose.
Tiden efter dødsfaldet har været hård for familien.
Præsidenten holdt sig da heller ikke tilbage med roserne.
»Ozzy var fantastisk – han var en utrolig fyr. Jeg mødte ham et par gange, og jeg vil bare sige, at han var unik på alle måder og vældig talentfuld,« lød det fra præsidenten.

Han afsluttede beskeden med at sige, at han har forståelse for den vanskelige situation, som familien befinder sig i lige nu.
Og så ønsker han dem ellers alt godt.
Familien Osbourne lægger ikke skjul på, at de er meget taknemmelige over beskeden fra præsidenten.
Sharon Osbourne deltog i 2010 i Donald Trumps tv-program 'The Celebrity Apprentice.'
I podcasten fortæller hun, at hun dengang fik et positivt indtryk af præsidenten.
»Jeg tilbragte en måned med ham og hans kone, som altid var høflig, elegant og en glæde at tale med,« siger hun.
Eftersom hun er britisk og ikke amerikaner, har hun aldrig deltaget i et amerikansk valg.
»Jeg er ikke amerikaner. Jeg kan ikke stemme, og jeg vil ikke stemme. Jeg stemmer ikke på nogen. Har aldrig gjort det, og kommer aldrig til at gøre det,« understreger hun i podcasten.
