Videoen af hendes uheldige optræden og voldsomme uheld under Miss Universe-konkurrencen tilbage i november gik verden rundt.
Men efter næsten en måneds indlæggelse med et kraniebrud i den thailandske hovedstad er Miss Jamaica i bedring og kommer nu med en opløftende melding fra hospitalssengen.
Se videoen nedenfor:
Som det også fremgår af videoen skete ulykken, da Miss Jamaica – ved navn Dr. Gabrielle Henry – indtog catwalken under Miss Universe-konkurrencen og pludselig løb tør for scenegulv at gå på.
Det forårsagede et voldsomt fald ned igennem et hul i scenen for den jamaicanske model, der pådrog sig et »kraniebrud med bevidstløshed til følge, et brud, flere flænger i ansigtet og andre betydelige skader.«
Siden har hun ligget indlagt på intensiv afdeling på et hospital i Bangkok under konstant neurologisk overvågning.
Men nu er der lys for enden af tunnelen for Miss Jamaica.
I en pressemeddelelse giver Miss Jamaica-organisationen dog positivt nyt om den hæderkronede supermodel:
'Dr. Henry har udtrykt sin optimisme og taknemmelighed gennem denne periode, og hun tilføjer, at hun »glæder sig ivrigt til at vende hjem og at se folk i den nærmeste fremtid,« ' skriver organisationen.
En pressemeddelelse fra Miss Universe fastslog mandag, at Dr. Henry kan se frem til at blive transporteret hjem ledsaget af et hold læger i »de kommende dage«.
Her skal hun efter planen indlogeres på et hospital i sit hjemland, hvor hun fortsat skal modtage behandling efter det ubehagelige fald.

