I januar sidste år mistede den amerikanske skuespiller Aubrey Plaza sin mand, Jeff Baena, der tog sit eget liv. 

Nu venter hun et barn til efteråret med sin nye kæreste Chris Abbott, skriver medie People

»Det var en dejlig overraskelse efter et følelsesladet år,« fortæller en repræsentant for Aubrey Plaza til People:

»Parret føler sig meget velsignede.«

Aubrey Plaza fortalte i august for første gang om Jeff Baenas selvmord i en podcast med skuespiller Amy Poehler.

»Alt i alt er jeg her, og jeg fungerer. Jeg er virkelig taknemmelig for at kunne bevæge mig rundt i verden. Jeg tror, jeg har det godt, men det er selvfølgelig en daglig kamp,« lød det fra skuespilleren. 

Parret, som havde været sammen siden 2011 og gift siden 2021, havde ikke offentligt delt ret meget om deres private liv.

Jeff Baena instruerede blandt andet Plaza i filmene 'Life After Beth' og 'Black Bear'.

Chris Abbott og Aubrey Plaza ved endnu ikke, om de venter en dreng eller en pige.

Aubrey Plaza blev for alvor kendt, da hun medvirkede i anden sæson af hitserien 'The White Lotus'.