Hidtil har David og Victoria Beckham altid benægtet. At han i 2003 var hende utro.
Nu sætter hun ord på, hvad der rent faktisk skete mellem de to kendisser, da parret for 20 år siden blev ramt af skandalen.
»Det er trist. Jeg kan nærmest ikke forklare, hvor hårdt det var, og hvordan det påvirkede mig. Det var et mareridt. Det var et kæmpe cirkus,« siger hun ifølge Page Six i den nye Netflix-dokumentar ‘Beckham’.
I serien fortæller fodboldspilleren om den depression, der ramte ham i 1998, mens designeren og den tidligere Spice Girl taler om, hvor ondt det gjorde, da rygterne om utroskaben fem år senere ramte.
På det tidspunkt passede hun familiens to børn hjemme i England, mens han spillede i Spanien.
Selvom rygterne – også om en mulig skilsmisse – florerede, nægtede han utroskaben, og udadtil nægtede parret, at der overhovedet var en krise.
Det var ikke første gang, rygter om utroskab ramte parret. Før han begyndte at spille i Madrid holdt parret sammen stand mod dem, men det ændrede sig, da han flyttede til Spanien:
I serien beskriver Victoria Beckham nu, hvordan hun aldrig har været så ulykkelig som dengang. Faktisk kunne hun i en periode ikke udholde synet af sin mand.
»Det var den sværeste tid, fordi det føltes som om, hele verden var imod os. Men sandheden er – hvis jeg skal være helt ærlig – at vi var imod hinanden,« siger hun.
Parret kom dog gennem krisen, fik yderligere to børn, men er siden jævnligt blevet konfronteret med nye rygter om skilsmisse.
»Folk har fundet på ting om vores forhold i 20 år,« udtalte Victoria Beckham til det britiske modemagasin Vogue i 2018, hvor hun også sagde:
»Vi ved begge, at vi er stærkere sammen, end vi er hver for sig.«