I denne uge har Danmark fint besøg af direktøren for en af verdens mest magtfulde virksomheder Apple.
CEO Tim Cook er på sit første officielle besøg i Danmark. Besøget består dog ikke af mange møder med politikere eller magtfulde virksomhedsledere.
Tim Cook prioriterede derimod at blive vist rundt i København af youtuberen Rasmus Brohave. Fynboen har tidligere været på besøg i Apples hovedkvarter i Californien ved præsentationen af nye smartphones.
Også sangeren Lukas Graham mødtes onsdag med Tim Cook. Her blev direktøren vist rundt, og Lukas Graham sang også for ham.
»Det er usædvanligt,« siger Richard Gyrd-Jones, der blandt andet forsker i brand management på CBS.
»Han kunne godt have fået en aftale med statsministeren, men det valgte han ikke.«
Mødet med Lukas Graham og Rasmus Brohave skulle derimod signalere, at Tim Cook er en direktør, som er i øjenhøjde med almindelige mennesker.
»Han vil have os helt ned på jorden og ind i intimsfæren, når han mødes med Lukas Graham i hans musikstudie,« siger Richard Gyrd-Jones og fortsætter:
»Apple skal fremstå personlig. Det skal handle om ‘dig og mig’.«
Fokus på grøn omstilling
Tim Cooks besøg skulle ifølge Børsen have fokus på grøn omstilling.
Det passer ind i Apples samlede fortælling om bæredygtighed. De vil være 100 procent CO2-neutrale i 2030.
»Mødet i Danmark kan gøre deres position inden for bæredygtighed stærkere,« siger Richard Gyrd-Jones.
Apple-CEO'ens første besøg er forholdsvis kort. Han forlader Danmark torsdag. Det er ikke blevet annonceret, hvor direktørens næste besøg går hen.