Det satte internettet i brand, da Brooklyn Beckham i sidste uge tog bladet fra munden og satte ord på, hvorfor han i en længere periode ikke har haft kontakt med sine verdensstjerneforældre David og Victoria Beckham.

Søndag gav Victoria Beckham for første gang lyd fra sig, men hendes krisehåndtering er ikke imponerende, mener ekspert i sociale medier, Nathalie C. Larsen.

»Som rådgiver ville jeg have rådet hende til noget andet. Det er meget specielt,« siger hun.

Konflikten i Beckham-familien har stået på i årevis, rygterne har været mange, men ingen af parterne har tidligere selv sat ord på, hvorfor der ikke var kontakt mellem David og Victoria og deres ældste søn Brooklyn Beckham.

Lige indtil Brooklyn Beckham i tirsdags i en lang række stories på instagram forklarede, hvordan han har følt sig kontrolleret af Beckham-familien, som ifølge ham sætter brandet ‘Beckham’ over familien.

Særligt Brooklyns bryllup med millardærarvingen Nicola Peltz har været genstand for spekulation, da det angiveligt har været brylluppet, der primært udløste konflikten.

Brooklyn Beckham og Nicola Peltz blev gift i 2022.
Brooklyn Beckham og Nicola Peltz blev gift i 2022. Foto: Lisa O'connor/AFP/Ritzau Scanpix

Og her kom Brooklyn også med en beskrivelse, der især har fået folk op ad stolene.

‘Foran 500 bryllupsgæster kaldte (Musikeren, red.) Marc Anthony  mig op på scenen, hvor dansen med min kone skulle finde sted – men i stedet stod min mor klar til at danse med mig. Hun dansede meget upassende op ad mig foran alle. Jeg har aldrig følt mig mere ydmyget i mit liv,’ skrev Brooklyn Beckham på instagram.

Det følelsesladet opslag har affødt massevis af artikler verden over, ligesom folk på internettet både gør grin med og dyrker skandalen.

Og ifølge Nathalie C. Larsen står Victoria Beckham tilbage med et stort problem - også selvom hun og David Beckham på papiret er den største magtfaktor.

Beckham-familien samlet til premiere på Victoria Beckhams Netflix-dokumentar i efteråret - men Brooklyn Beckham var ikke at se.
Beckham-familien samlet til premiere på Victoria Beckhams Netflix-dokumentar i efteråret - men Brooklyn Beckham var ikke at se. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

For Victoria Beckham har reageret på kritikken ved - ikke rigtigt at reagere. 

Søndag delte hun først et billede, hvor hun står sammen med Melanie C, Geri Halliwell og Emma Bunton, altså næsten et samlet Spice Girls, der havde været ude sammen i forbindelse med Buntons fødselsdag.

Derudover har hun delt en video fra sin virksomhed ‘Victoria Beckham Beauty’, der konstaterer, at hendes populære eyeline er en storsællert.

»Der er ikke noget, der er tilfældigt her. Hun siger; husk hvem jeg er, hvem mine venner er, og hvad jeg har givet til den her verden.«

»Det er en påmindelse om, hvad hun står for, og hvad vi skal huske hende for, som er girl power og et kæmpe brand, og ikke kun det at være mor,« siger Nathalie C. Larsen.

En del af Brooklyn Beckhams kritik af sine forældre går på, at Victoria Beckham dansede upassende op ad ham på hans bryllupsdag.
En del af Brooklyn Beckhams kritik af sine forældre går på, at Victoria Beckham dansede upassende op ad ham på hans bryllupsdag. Foto: Neil Hall/EPA/Ritzau Scanpix

Eksperten mener dog, at Victoria Beckham forregner sig ved slet ikke at svare på eller anerkende sønnens voldsomme kritik.

»Hun bruger tavshed som en magtmarkør, og ved ikke at italesætte det, så siger hun samtidig; jeg behøver ikke gå ned på det niveau og kommentere på anklagerne,« forklarer Nathalie C. Larsen.

Hun mener, det er en farlig vej for Victoria Beckham at gå, for netop fordi hun og ægtemanden David Beckham er et så stort brand, kan de også hurtigt blive store skurke.

»Det er meget specielt, at hun udgiver sine videoer og fejrer fødselsdage på instagram, som om ingenting var hændt. Det kan virke enormt koldt og meget kontrolleret,« siger Nathalie C. Larsen.

Var hun selv rådgiver for Victoria Beckham, ville hendes klare råd være at turde vise følelser uden at gå ind i konkrete detaljer, som sønnen gør i sit opslag.

»Jeg synes, der mangler en nærhed, og man mangler at mærke, at hun er mor. Hvis man selv er mor, ved man, at det må være en kæmpe sorg, at ens barn slår hånden af en,« siger Nathalie C. Larsen.

Hun mener, den bedste strategi derfor vil være at vise empati i situationen - og tage rollen som forældre på sig offentligt.

Ellers risikerer både Victoria og David Beckham at miste folkelig opbakning. 

Særligt fordi de gennem de seneste år har promoveret sig selv gennem tilsyneladende ærlige og autentiske indblik i familielivet i diverse Netflix-serier.

»De har stået et rigtig godt sted, de er et robust brand, men det kan give nogle alvorlige ridser, fordi det ikke er sådan her, vi kender dem,« siger Nathalie C. Larsen og tilføjer:

»Alles øjne er rettet mod dem som forældre, og hvordan de løser den her konflikt, og jeg vil mene, de skal finde deres menneskelighed og mor og far rolle mere frem.«