Det var helt tilbage i juli, at de kom med nyheden.

Efter syv års ægteskab var det slut.

Men det er først nu, syv måneder senere, at Joe Manganiello og Sofia Vergara har fået skilsmissen på plads.

Det skriver People.

Ifølge dokumenter, som mediet har set, mødte begge parter op og 'indgik en skriftlig aftale om deres ejendom og deres ægteskab'.

Manganiello bad derudover retten om at ophæve ægtefællebidraget for begge parter.

Årsagen til skilsmissen blev først angivet som 'uforenelige forskelle'.

Senere, i et interview med den spanske avis El Pais, satte Sofia Vergara flere ord på, hvad det dækkede over.

»Mit ægteskab gik i stykker, fordi min mand var yngre; han ville gerne have børn, og jeg ville ikke være en gammel mor. Jeg føler ikke, at det er fair over for barnet. Jeg respekterer dem, der gør det, men det er ikke noget for mig længere,« lød forklaringen fra den 51-årige skuespiller.

Hun har en 32-årig søn fra et tidligere forhold og forklarede i samme interview, at hun er klar til at blive bedstemor og ikke mor til et nyt barn.

47-årige Joe Manganiello er især kendt for sin rolle i 'Magic Mike'-filmene, men Sofia Vergara var en del af successerien 'Modern Family'.