Fansene havde ventet længe, de stod i kø i timevis, men måtte gå skuffede derfra.
Frank Ocean skulle søndag tilbage på scenen efter seks år i scenelysets fravær.
Det med spænding ventede comeback var på festivalen Coachella, som bliver holdt over to weekender, og i begge af dem var Frank Ocean hovednavnet.
Men efter første weekends show har han nu aflyst.
»Det var kaotisk. Der er noget smukt i kaos. Det er ikke det, jeg ville vise, men jeg nød at være der, og vi ses,« lyder det i en pressemeddelelse fra sangeren, hvor han imødekommer noget af den kritik, der har været af det show, han leverede søndag.
Ifølge pressemeddelelsen har Frank Ocean fået to brud på og forstuvet sit venstre ben, og læger har derfor rådet ham til ikke at optræde.
Til koncerten i weekenden fortæller fans, at Frank Ocean kom en time for sent.
Flere beretter også om et mærkeligt sceneshow, hvor publikum næsten ikke fik stjernen at se, da han sad bag en storskærm det meste af koncerten.
Også sangvalget skuffede flere fans. Frank Ocean udelod flere af sine hits, og på TikTok fortæller flere om lange pauser under koncerten uden musik, og en DJ, der skulle spille op til dans midt i koncerten.
Og da koncerten fik en brat afslutning ved midnat, fordi festivalen ikke tillader musik derefter, fik flere fans en skuffet hjemtur.
I 2020 mistede Frank Ocean sin lillebror i et trafikuheld. I løbet af koncerten fortalte han de mange fremmødte, at stedet betød noget særligt for ham og hans bror.
»Min bror og jeg kom meget på denne festival. Et af mine yndlingsminder var at se Rae Sremmurd med min bror, bare danse til musikken. Jeg ved, at han ville være så spændt for at være her sammen med os,« sagde han til publikum.
Men den personlige fortælling ændrede altså ikke på tilskuernes dom. De havde forventet mere.