Der har været spekuleret meget i årsagen til skilsmissen mellem superstjernerne Ben Affleck og Jennifer Lopez.

Men ingen af de mange teorier er rigtige.

Det siger Ben Affleck i et nyt interview med GQ.

»Der er ingen skandale, ingen sæbeopera, ingen intriger,« siger han.

Ifølge ham var de to bare ikke ment for hinanden, og det tog så et stykke tid, og flere forsøg på forsoning, at finde ud af.

»Det er bare en historie om mennesker, der prøver at finde ud af deres liv og forhold på måder, som vi alle sammen normalt gør,« siger Affleck.

Affleck og Lopez genoptog deres romance i 2021 efter at være blevet forlovet i 2002 og have afsluttet deres forhold i 2003.

De blev gift i 2022 ved to separate ceremonier – en i Las Vegas og en i Georgia.

Lopez søgte om skilsmisse fra Affleck i august 2024, og skilsmissen blev afsluttet i januar.

Lopez siger til magasinet, at hun ikke fortryder forholdet.

»Ikke et sekund. Det betyder ikke, at det ikke næsten slog mig ud for altid. Det gjorde det næsten. Men nu, på den anden side af det, tænker jeg for mig selv: 'F …, det var præcis, hvad jeg havde brug for'.«