Stopper med øjeblikkelig virkning.

Det er den udmelding, som der lørdag aften er kommet fra en af britisk fjernsyns mest prominente værter. Det skriver Sky News.

I mere end 20 år har Phillip Schofield været en del af ITV-programmet 'This Morning', men nu er det altså slut. Og det sker ikke helt uden drama.

Phillip Schofield har været ufattelig gode venner med sin medvært og kollega Holly Willoughby, men siden april har der været mange rygter om, at der er kommet en kløft imellem de to. I sin afskedssalut antyder Phillip Schofield da også, at det ikke udelukkende har været hans beslutning at sige stop.

Der skulle være opstået en kløft mellem de to værter, lyder rygterne.
Der skulle være opstået en kløft mellem de to værter, lyder rygterne. Foto: Grant Pollard
Vis mere

»Jeg forstår, at ITV har besluttet, at den nuværende situation ikke kan fortsætte, så jeg vil gøre, hvad jeg kan for at beskytte det show, som jeg elsker,« skriver han blandt andet og fortsætter:

»Derfor er jeg gået med til at stoppe på 'This Morning' med øjeblikkelig virkning, og jeg håber, at programmet går en lys fremtid i møde.«

Holly Willoughby har reageret på nyheden på sin Instagram, hvor hun takker Phillip Schofield for hans viden, erfaring og humor, mens hun slår fast at sofaen, som programmets værter plejer at sidde i, ikke bliver det samme uden ham.

Præcis hvad det er, der er sket mellem de to, såfremt der altså er sket noget, står ikke helt klart.

Ifølge en tidslinje fra Sky News, begyndte det at gå skævt i april i år. Her skulle de to have præsenteret programmet sammen for første gang i lang tid, efter Phillip Schofield havde været på orlov.

Hans orlov skyldtes en sag mod Phillip Schofields bror, hvor han blev dømt for en række seksuelle overgreb mod børn.

I sit comebackprogram takkede værten for støtten og slog fast, at han ikke længere havde en bror. Men Holly Willoughby var ikke at se.

Siden fulgte rygter om, at de to slet ikke snakkede sammen mere. Phillip Schofield var ellers ude og kalde Holly Willoughby for sin 'klippe' og sagde, at de stadig var venner. Han indrømmede dog også, at de seneste uger ikke havde været let for nogen af dem.

Rygterne fortsatte dog og nåede et niveau, hvor det fyldte meget for seerne. Og øjensynligt for meget.