Den amerikanske rapper Offset ser ud til at være i bedring, efter at han blev skudt foran et kasino i delstaten Florida for godt en uge siden.
Under den californiske musikfestival Coachella i weekenden tilbragte det tidligere Migos-medlem det meste af sin optræden i en kørestol, men han formåede også at gå rundt på scenen uden hjælp.
Det skriver blandt andre BBC og People.
Offset delte efterfølgende billeder og videoer fra sin optræden på Instagram med billedteksten 'Gud er god. Tak'.
Den 34-årige, hvis rigtige navn er Kiari Kendrell Cephus, var indlagt på hospitalet efter at være blevet skudt foran kasinoet og hotellet Seminole Hard Rock Hollywood.
Hans mor, Latabia Woodward, omtalte ham i en kommentar på Instagram som en 'mirakelvandrer', skriver BBC.
To personer er blevet anholdt efter skyderiet, men motivet er stadig uklart. En af de to anholdte er ifølge NBC News rapperen Lil Tjay.
Den 24-årige Lil Tjay blev ifølge online anholdelsesregistre sigtet i Broward County Jail for ordensforstyrrelse. Han blev dagen efter sin anholdelse varetægtsfængslet mod en kaution på 500 dollar.

En advokat for Lil Tjay, Dawn M. Florio, benægtede, at hendes klient var involveret i skyderiet og kaldte beskyldningen for 'rygter'.
'Lil Tjay er ikke blevet skudt, og Lil Tjay er heller ikke blevet sigtet for nogen form for skyderi. Enhver rapportering om det modsatte er falsk,' skrev hun mandag på Instagram.

