Januars skovbrande i Los Angeles i Californien har været nogle af byens allermest ødelæggende og har i skrivende stund kostet 28 personer livet.
Flere tusinde har ligeledes mistet deres hjem, og reality-parret, Heidi Montag og Spencer Pratt, der er kendt fra tv-serien 'The Hills', er blandt dem. Nu sagsøger de byen.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Heidi Montag og Spencer Pratts villa i området 'Pacific Palisades' er brændt ned til grunden, og nu har de sammen med 20 andre grundejere indledt et fælles søgsmål mod Los Angeles.
Klagen giver Los Angeles og den kommunale vandforsyning skylden for, at skovbrandene ikke blev bedre bekæmpet, da vandforsyningen har været svigtende.
Det mener parret, sammen med de andre husejere, blev grunden til, at deres ejendomme i sidste ende gik tabt.
Grundet problemerne med brandhaner der løb tør, samt vandtrykket i hanerne, er en række retssager blevet indledt mod byen.
Statens guvernør, Gavin Newsom, opfordrer selv til en uvildig undersøgelse af byens vandforsyning.
AP oplyser, at departementet, der har ansvar for den kommunale vandforsyning i Los Angeles, ikke er vendt tilbage på deres henvendelse.
