Efter 39 år lykkedes det endelig!

Wham!'s udødelige julehit 'Last Christmas' måtte ved udgivelsen i 1984 se sig slået på målstregen af velgørenhedsnummeret 'Do They Know It's Christmas', men nu er det altså sket.

'Last Christmas' kan for første gang lade sig krone som årets største julehit i Storbritannien – den såkaldte 'Christmas number one' – hvilket blandt andet har fået den britiske nyhedskanal Sky News til at gå i gult 'breaking'-mode.

For det ér en stor ting i Storbritannien at ligge på førstepladsen på singlehitlisten op til jul.

Wham! (tv) George Michael (th.) Andrew Ridgeley
Wham! (tv) George Michael (th.) Andrew Ridgeley NF/NF-NF/Ritzau Scanpix

Det kan man blandt andet se i julefilmen 'Love Actually', hvor den afdankede rockstjerne Billy Mack pludselig scorer et stort comeback med julesinglen 'Christmas Is All Around', og i den virkelige verden er Wham!'s eneste nulevende medlem Andrew Ridgeley da også rørt.

»Det er et stort øjeblik. Et stort øjeblik for mig selv og alle involverede omkring Wham! og George Michael,« siger han ifølge Sky News til BBC Radio 1.

Det var George Michael, som døde i 2016, der for 39 år siden skrev 'Last Christmas', og ifølge Andrew Ridgeley var det netop med henblik på at lave det største julehit tilbage i 1984.

Derfor var skuffelsen dengang også stor, og siden har de år efter år måtte se 'sejren' gå til alle mulige andre.

Andrew Ridgeley fotograferet i 2019.
Andrew Ridgeley fotograferet i 2019. Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix

Sidste år kravlede den imidlertid pludselig op på en andenplads, og i år ligger den altså nummer et, hvilket ifølge Sky News er den længste rejse fra udgivelsesdatoen til førstepladsen i den britiske hitlistes historie.

Herhjemme er den seneste officielle singlehitliste endnu ikke offentliggjort, men tager man et blik på den aktuelle Spotify-hitliste, har Wham! også her sat sig på førstepladsen med Malte Eberts julekalenderhit 'Julehjertets hemmelighed' på en foreløbig andenplads.