Countrylegenden Dolly Parton er blevet enke, idet hendes mand gennem næsten 60 år, Carl Dean, er død i en alder af 82 år.
Han holdt sig helt ude af rampelyset, men inspirerede Parton til at skrive et af sine allerstørste hits.
Carl Dean døde i Nashville, Tennessee, oplyser Dolly Partons publicist til nyhedsbureauet AP.
»Carl og jeg tilbragte mange vidunderlige år sammen. Ord kan ikke yde den kærlighed, vi delte i over 60 år, retfærdighed. Tak for jeres bønner og sympati,« skriver Dolly Parton i en udtalelse.
Familien har ikke oplyst dødsårsagen og beder offentligheden om at respektere privatlivets fred. Carl Dean vil blive stedt til hvile ved en privat ceremoni med deltagelse af den nærmeste familie.
Allerede ved deres allerførste møde, der fandt sted den dag, Dolly Parton som 18-årig flyttede til countrymekkaet Nashville, gjorde Carl Dean stort indtryk på hende.
»Jeg var overrasket og glad for, at han kiggede på mit ansigt, mens han talte med mig (hvilket er sjældent for mig),« beskrev Parton senere mødet.
Hun tilføjede, at Carl Dean udviste en oprigtig interesse for hende som person og for hendes profession.

To år senere – 30. maj 1966 – blev parret gift.
Mens Dolly Partons countrykarriere tog fart, holdt Carl Dean sig fuldstændig i baggrunden og fortsatte med at drive sit asfaltfirma i Nashville.
I årtier var ægteskabet så hemmeligt, at flere såede tvivl om, hvorvidt denne Carl Dean overhovedet fandtes i virkeligheden.
»Mange mennesker siger, at der ikke findes nogen Carl Dean, at han bare er en, jeg har fundet på for at holde andre mennesker væk fra mig,« sagde Dolly Parton til AP i 1984.
Selvom han holdt sig ude af rampelyset, efterlader Carl Dean sig alligevel en varig arv, idet han inspirerede Dolly Parton til at skrive et af sine allerstørste hits, 'Jolene'.
Countrydronningen har fortalt NPR Music, at hun skrev sangen om en flirtende bankassistent, som så ud til at have et særdeles godt øje til Carl Dean.
Dolly Parton og Carl Dean fik ingen børn.
