Den danske influencer, Elvira Pitzner, har fået overskredet sine grænser af myndighederne i Dubai.

Det siger nu faren til den 26-årige kvinde, der i øjeblikket tilbageholdes i ørkenstaten under mistanke om utroskab mod sin tidligere muslimske kæreste.

Elvira Pitzners mor, iværksætteren Katerina Pitzner, skrev søndag på Instagram, at hendes datter er blevet »ydmyget og bedt om at afklæde sig op til flere gange og undersøgt i alle kropsåbninger.«

Faren, Hans Helmgaard Kristiansen, siger nu til B.T., at »det, Elviras mor skriver på Instagram, er korrekt.«

»Det er grænseoverskridende, når en kvinde mod sin egen vilje bliver bragt til en læge af en art og tvunget til at blotte sig.«

Adspurgt om, hvorfor undersøgelsen har fundet sted, siger han:

»Jeg kan sige, hvad more indikerer, og hvad jeg selv tror: Det er selvfølgelig for at finde et bevis for, at der har foregået noget, som angiveligt ikke er lovligt.«

Utroskab er forbudt ifølge sharialoven, der fylder meget i Dubai, og det kan straffes med op til tre års fængsel.

Den danske advokat, Thomas Friis Nielsen, der opererer i Dubai og kender til landets love og regler, har tidligere sagt til B.T., at det ikke er unormalt at foretage intimundersøgelser i sager om utroskab.

Det er netop for at fastslå, om seksuelt samleje har fundet sted, siger han og tilføjer, at en sådan undersøgelse kan få stor betydning i sagers udfald, alt efter hvad den viser.

Faren siger, at situationen føles »håbløs«, og både han og Elvira Pitzners mor føler sig magtesløse.

»Jeg håber inderligt, at ingen andre forældre skal opleve det. Vi kan intet gøre.«

Elvira Pitzner blev sammen med iværksætteren Mortada Haddad anholdt af politiet i Dubai den 30. november.

Hendes tidligere kæreste, Milad Sadaati, har anklaget hende for utroskab. Ifølge B.T.s oplysninger blev de to islamisk gift i 2021, hvilket betyder, at hun er underlagt sharialoven i Dubai.

Elvira Pitzner og Mortada Haddad er siden blevet løsladt, men er tilbageholdt i Dubai uden deres pas, mens de venter på en juridisk afgørelse.

Elviras sag var på dagsordenen i Udenrigspolitisk Nævn den 14. december, og i den forbindelse har Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) udtalt, at loven i De Forenede Arabiske Emirater »er jo, som den er.«

Alligevel har Elviras mor tilsyneladende ikke opgivet sit håb på, at Løkke vil hjælpe med at få hendes datter hjem.

I sit opslag søndag skriver hun: »Kære Lars Løkke Rasmussen, dette er min 3. appel til dig […] Vil du ikke nok hjælpe Elvira?«