Den danske model Nina Agdal bliver lige nu hængt ud på de sociale medier. Ikke for noget, hun har gjort, men fordi hendes forlovede, den amerikanske youtuber, wrestler og bokser, Logan Paul den 14. oktober skal møde den amerikanske MMA-kæmper Dillon Danis i bokseringen.
Det er normalt og forventeligt, at boksere før en kamp gejler hinanden op. Men denne gang har den 30-årige Dillon Danis taget den del af kampen til et helt nyt niveau.
I flere uger har han på mediet X delt billeder af den 31-årige Nina Agdal. Mange billeder.
Ikke bare af hende, men også af hende sammen med nogle af sine ekskærester, der tæller blandt andre Leonardo DiCaprio og Joe Jonas.
Fotomanipulerede billeder af Agdal, blandt andet nøgen, og et hvor hun er sammen med Brad Pitt. Og ikke mindst fotomanipulerede billeder af modellen sammen med Dillon Danis selv.
Og han har truet med at lægge endnu flere billeder op. Blandt andet ét om hvilket, han ifølge New York Post skriver:
»Jeg har faktisk det mest sindssyge billede af Nina, der nogensinde har eksisteret, men jeg kan ikke dele det, for så bliver arrangementet aflyst 10.000 procent … Det billede er som en atombombe, den skade, det ville gøre, ville være uoprettelig,« skriver han og fortsætter:
»Hvis jeg lagde det billede ud, ville det stoppe kampen, afslutte hans forlovelse, og jeg ville måske endda komme i fængsel.«
Truslen har nu fået et andet internetfænomen, Andrew Tate, der åbent i en podcast har omtalt sig selv som 'sexist og misogynist' – altså en person der nedgør eller hader kvinder til at blande sig:
»Jeg prøvede ihærdigt ikke at blive involveret i det her. Og jeg holder mig stadig ude af det. Men jeg åbnede min twitter-indbakke og fik en besked fra Dillon, og han lyver virkelig ikke,« skriver Tate, der sammen med sin bror er tiltalt for om menneskehandel og voldtægt i Rumænien.
Sidste år blev han udelukket fra TikTok, Instagram, Facebook, Twitter og YouTube på grund af sine udtalelser om kvinder.

Mens mændene udstiller sig selv og det, der ligner et eklatant kvindehad på de sociale medier, holder Nina Agdal sig udenfor.
Det samme har hendes 28-årige forlovede gjort. Men efter en pressekonference tirsdag i denne uge svarede Logan Paul, der i øvrigt er en af bagmændene bag den enormt hypede energidrik Prime, igen og skrev om Dillon Danis:
»Kujonen ville ikke komme ud af sit soveværelse til et face to face møde, før vi tvang ham til det. Han dukkede op og lignede en nervøs puddel, fik et raserianfald, da jeg kastede kage i ansigtet på ham, stormede ud af arenaen, løb straks på Twitter og løj om det hele.«
