Den danske tv-producent Mette-Marie Kongsved er blevet gift med Hollywood-stjernen Elijah Wood, som blev udødeliggjort i rollen som 'Frodo' i Ringenes Herre-filmene.

Det skete på et svensk luksus-fjeldhotel under stort hemmelighedskræmmeri.

Ifølge Expressen fik gæsterne blandt andet mulighed for at se nordlys, køre snescooter, gå i sauna og gå i fakkeltog.

Men derudover er det småt med detaljer om brylluppet, som fandt sted på Fjällnäs-hotellet i Tänndalen.

Expressen har været i kontakt med flere udbydere af de aktiviteter, bryllupsgæsterne deltog i, men de gør det klart, at de ikke må udtale sig om brylluppet.

43-årige Elijah Wood og 33-årige Mette-Marie Kongsved mødte hinanden i 2017, mens de begge arbejdede på filmen 'I Don’t Feel at Home in This World Anymore'. 

De er meget private og har sjældent udtalt sig om deres forhold. Det var således nærmest ved et tilfælde, at Elijah Wood afslørede, at parret var blevet forældre igen.

Afsløringen faldt i forbindelse med, at Elijah Wood i et interview med The Wall Street Journal fra 2023 blev spurgt om, hvornår han normalt plejer at stå op:

»Engang mellem 5.30 og 6.30. Vi har en søn på tre år og en datter på 14 måneder, og hun vækker os ret tidligt. Jeg kan godt lide at stå tidligt op, jeg kan godt lide at komme i gang med dagen,« sagde den 43-årige skuespiller.

Det var på det tidspunkt allerede kendt, at parret havde en søn.

Nu er de blevet gift på Fjällnäs-hotellet, som er Sveriges ældste fjeldhotel, ligger i fjeldene tæt på grænsen til Norge og har udsigt over Malmagen-søen. 

Hotellet har 41 værelser og en spa og slår sig på sin hjemmeside op på netop at være perfekt til bryllupsfester.

Hotellet har lagt et billede ud af begivenheden i kapellet, men oplyste ikke, at det var en kendt Hollywood-stjernens bryllup.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt der var Ringenes Herre-referencer, da parret gav hinanden bryllupsringene på.