Miranda Lambert har skulle høre en del for den opsang, hun gav en gruppe fans.

For det har kastet et væld af negative kommentarer af sig, ligesom flere publikummer forlod den amerikanske countrysangerindes spillested i protest, da hun under en koncert langede ud efter en gruppe kvinder, der var i færd med at tage et billede af dem selv.

Men Miranda Lambert trækker tilsyneladende på skuldrene af modvinden.

For ifølge Fox News florerer der nu nye billeder fra endnu en af den 39-årige musikers faste koncerter i Las Vegas, hvor hun begejstret spotter en fan i publikums T-shirt.

En T-shirt med teksten: 'Tag tequilashots, ikke selfies'.

»Hun sagde det, ikke mig,« lyder det med et grin fra countrystjernen i en af videoerne delt fra koncerten.

Her kan man også se, at Miranda Lambert så faktisk bliver tilbudt et shot med tequila, som hun deler med sin guitarist Ethan Ballinger.

Miranda Lambert optræder her til en country-prisuddeling, men det var på hendes faste Las Vegas-spillested Velvet Rodeo, at hun for tiden er aktiv - og har fået skabt ravage.
Miranda Lambert optræder her til en country-prisuddeling, men det var på hendes faste Las Vegas-spillested Velvet Rodeo, at hun for tiden er aktiv - og har fået skabt ravage. Foto: Mark Humphrey/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men selvom der var moralsk støtte fra fansene til den nylige koncert på det faste spillested i Las Vegas, så er det altså mest modvind, som Miranda Lambert har mødt, efter hun langede ud efter sine selfietagende fans.

»Jeg stopper lige et øjeblik. Disse piger er optaget af deres selfie og ikke af sangen. Det pisser mig lidt af,« lød det fra countrystjernen på scenen, mens hun afbrød sit hitnummer 'Tin Man'.

En af kvinderne, som Miranda Lambert irettesatte, den 43-årige Adela Calin, fortalte til NBC News, at hun var forfærdet over situationen.

»Det var højst 30 sekunder. Vi tog billedet hurtigt og skulle sætte os ned igen,« sagde hun og tilføjede:

»Det føltes som om, jeg var tilbage i skolen med læreren, der skældte mig ud for at gøre noget forkert og fortalte mig, at jeg skulle sætte mig tilbage på min plads.«