Den ikoniske amerikanske skuespiller Carlos Ray 'Chuck' Norris er død.

Det bekræfter hans familie på Instagram.

'Det er med tunge hjerter, at vores familie deler den pludselige bortgang af vores elskede Chuck Norris i går morges. Selvom vi gerne vil holde omstændighederne private, skal I vide, at han var omgivet af sin familie og var i fred,' lyder det i opslaget fra familien.

Han blev 86 år gammel.

'For verden var han en kampsportudøver, skuespiller og et symbol på styrke. For os var han en hengiven ægtemand, en kærlig far og bedstefar, en utrolig bror og hjertet i vores familie,' lyder det videre.

Chuck Norris havde sort bælte i karate, taekwondo, tang soo do, brasiliansk jiu jitsu og judo og trænede senere Hollywood-stjerner i kampsport.

Han blev senere for alvor kendt som stjernen i tv-serien 'Walker, Texas Ranger', mens den yngre generation nok bedst kender ham som et meme, hvor Hollywood-stjernen blev hyldet for sin styrke og at kunne overkomme og tage kontrol over ting, som ellers er givne i livet.

For eksempel, at 'Chuck Norris ikke trækker vejret - han tager luft som gidsel'.

I opslaget på Instagram takker familien hans mange fans for støtten gennem årene:

'Selvom vores hjerter er knuste, er vi dybt taknemmelige for det liv, han levede, og for de uforglemmelige øjeblikke, vi var så heldige at dele med ham.'

'Den kærlighed og støtte, han modtog fra fans over hele verden, betød så meget for ham, og vores familie er virkelig taknemmelig for det. For ham var I ikke bare fans, I var hans venner,' skriver familien.

Opdateres...