Den amerikanske sanger, Cher, beskyldes ifølge retsdokumenter for at have bortført sin egen granvoksne søn, Elijah Blue Allman.

Det er kommet frem i forbindelse med at sønnens kone, Marie Angela King, har søgt om skilsmisse, skriver Daily Mail.

Ifølge Marie Angela King ansøgte hendes mand, Elijah Blue Allman, allerede for to år siden om skilsmisse. Men sidste år på parrets bryllupsdag havde de indlogeret sig på et hotel for at genfinde gnisten, da de blev forstyrret.

I de retsdokumenter, der nu er kommet frem, forklarer Marie Angela King, hvordan fire mænd dukkede op på hotellet og førte hendes eksmand væk.

Elijah Blue er Chers andet barn. Hans far er Greg Allman.
Elijah Blue er Chers andet barn. Hans far er Greg Allman. Foto: Photolink/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I en erklæring, der er dateret fire dage efter den påståede kidnapning, forklarer Marie Angela King: 

»Jeg er i øjeblikket uvidende om min mands velbefindende eller opholdssted. Men han er indespærret på et behandlingssted, jeg ikke kender til.«

Ifølge Kings forklaringer, sagde mændene, at de var hyret af Allmans mor, den 77-årige sanger Cher, og at deres opgave var at hente sønnen.

Nu kan det lyde som om Cher er en dame, der vil bestemme mere end rimeligt er, men historien er mere tragisk end som så og tager sin begyndelse for 36 år siden.

Den i dag 47-årige Elijah Blue Allman, er stofmisbruger – et misbrug, der ifølge ham selv begyndte, da han var kun 11 år gammel.

Selv har han tidligere til mediet Entertainmaent Tonight sagt, at han som 11-årig begyndte på marijuana og ecstasy, og at han senere fortsatte til endnu hårdere stoffer. I en alder af 47 styrer misbruget ham stadig.

Ifølge papirerne fra retten har Marie Angela King også sagt:

»Jeg forstår familiens bestræbelser på at sikre, at han har det godt, og jeg ønsker det bedste for min mand.«

Daliy Mail har bedt Cher selv om en kommentar til sagen. Det har hun endnu ikke ønsket at give.