Det amerikanske popikon Cher kender man nok mest med en mikrofon i hånden, vilde kostumer og sceneshows.
Men der er også noget andet, der ligger den succesfulde sangers hjerte nær. Og noget, hvor hun har taget et drastisk skridt.
Det skriver People.
77-årige Cher ansøger nemlig om at blive værge for sin søn Elijah Blue Allman.
Det sker efter både hospitalsindlæggelse og anholdelser af den 49-årige søn.
Ifølge retsdokumenter, som People har fået fat i, indgav Cher tidligere på ugen sin begæring til Los Angeles Superior Court om at være midlertidig bobestyrer for sin »alvorligt handicappede« søn, som det blev beskrevet.

Og det er ikke første gang, at Cher søger om at blive værge for sin søn.
Tilbage i december 2023 anmodede hun om at blive midlertidig værge for sønnen på grund af problemer med stofmisbrug.
Chers nye begæring denne gang om at blive midlertidig bobestyrer for sin søn hævder dog, at han nu har fået det værre, ifølge de dokumenter, som mediet har set.
Heri hævdes det, at Elijah Blue Allman lige nu er varetængtsfængslet på et aflåst psykiatrisk hospital i delstaten New Hampshire.
Angiveligt for at sørge for, at han kan blive klar til at gennemgå de anklager for kriminelle handlinger i to sager, som han står overfor.
Sager, der både indeholder indbrud, forbrydelser, overfald, ulovlig indtrængen og brud på kaution, lyder det.
Cher hævder ifølge dokumenterne, at hendes søn »ikke har nogen idé om penge« og »ikke er i stand til at forvalte sine økonomiske ressourcer og ikke er i stand til at modstå bedrageri eller utilbørlig påvirkning« på grund af hans afhængighedsproblemer og psykiske problemer, skriver mediet.
Elijah Blue Allman skal møde i retten mandag 20. april og onsdag 22. april angående sine tidligere anholdelse.
Fredag 24. april er høringen om den nye værgemålssag planlagt til at gå i gang.
