Det startede som vild begejstring. Nu er det gået fuldstændig amok.

Interessen for Céline Dions comeback i Paris har nået et niveau, som får selv arrangørerne til at måbe.

Det skriver Le Parisien.

Hele 9 millioner mennesker har nu tilmeldt sig lodtrækningen om forsalget til ti koncerter i Paris La Défense Arena med verdensstjernen. 

Det er ifølge mediet en rekord.

»Det er fuldstændig vanvittigt, en flodbølge, det er historisk,« lyder det fra arrangøren AEG til Le Parisien.

AEG står bag nogle af verdens største turnéer og repræsenterer stjerner som Taylor Swift, Ed Sheeran, Paul McCartney, Elton John, Justin Bieber og The Rolling Stones.

De første tal pegede da også hurtigt på en ekstrem efterspørgsel.

Inden for en time efter offentliggørelsen sad 500.000 mennesker klar online, og under et døgn senere var over en million allerede registreret.

Samtidig forsøgte millioner af robotter at tilmelde sig, for at sikre billetter til videresalg, men de blev ifølge arrangørerne stoppet af systemet.

Forsalget til Céline Dion åbner 7. april, mens det regulære billetsalg starter 10 april.

Men med millioner af interesserede er chancen for at få en plads umådelig lille.

»Det er aldrig set før,« siger Jackie Lombard til Le Parisien. Hun har produceret Céline Dion i Frankrig siden 2016 og organiseret Madonna samt Michael Jacksons besøg i Frankrig

»Jeg er lamslået over den sindssyge hype,« siger hun og peger på, at Céline kunne fulde stadioner dag efter dag.

Céline Dion lider dog af den frygtede sygdom Stiff person-syndrom, som får kroppen til at danne antistoffer mod sit eget væv og forårsager stivhed i musklerne og smertefulde kramper. 

Hun har efterfølgende fortalt, at hun faktisk kæmpede med symptomerne i mange år, før hun fik diagnosen. Læs mere om det HER.