Et Instacart-bud nøjedes ikke med at levere takeout over påsken, men skød også ejerens kæledyr i samme omgang. 

Det skete for den amerikanske skuespiller og model Angie Harmon, der er kendt for tv-serien 'Law & Order', da hun i påsken bestilte mad fra leveringstjenesten Instacart. 

Det skriver Sky News. 

Skuespilleren fortæller selv historien på Instagram og forklarer, at hele familien er 'sønderknuste og traumatiserede'.

'Denne påskeweekend skød et leveringsbud vores elskede Oliver. Buddet gik ud af sin bil, leverede maden og så skød han vores hund,' skriver stjernen i et opslag på Instagram. 

Hun understreger også, at på trods af at politiet kaldte handlingen for selvforsvar, viste manden hverken tegn på bide- eller kradsemærker.

Efter skudepisoden skriver stjernen også, at leveringsbuddet upåvirket stod og gentog overfor hende og hendes døtre: 

»Ja, jeg skød jeres hund. Ja, jeg gjorde.« 

Politiet i North Carolina har bekræftet dele af Angie Harmons historie, men fortæller også, at ingen er blevet arresteret eller sigtet i sagen.

Leveringsbuddet for Instacart har fortalt til politiet, at Angie Harmons hund angreb ham den lørdag morgen, hvor han skød kæledyret. 

Der er flere af Angie Harmons følgere på Instagram, der har reageret stærkt på opslaget.

'Du bestilte mad og vidste, at et leveringsbud ville komme, uden at have din hund i sele. Jeg ryster på hovedet! Hvor er det uansvarligt!' skriver en bruger. 

Instacart har selv meldt ud, at buddet er blevet suspenderet, da de har en nultolerancepolitik overfor vold.

Derudover har leveringstjenesten rakt ud til Angie Harmon og hendes familie.