Der har ellers været larmende tavshed fra Vanessa Trumps side efter kærestens voldsomme trafikuheld og efterfølgende sigtelse i sidste uge.

Men i en story på Instagram bryder den 48-årige model nu tavsheden og viser sin uforbeholdne støtte til Tiger Woods

Vanessa var tidligere sammen med Donald Trump Jr., hvorfor hun har efternavnet Trump.
Vanessa var tidligere sammen med Donald Trump Jr., hvorfor hun har efternavnet Trump. Foto: Frederic J. Brown/AFP/Ritzau Scanpix

Ledsaget af et billede, hvor de to turtelduer ligger tæt sammen, har hun skrevet teksten 'Elsker dig' med et par tilhørende hjerter. Parret har officielt været kærester siden marts 2025.

Den 50-årige golfstjerne kom i fokus, da han forsøgte at overhale en lastbil i sin Land Rover, men mistede kontrollen og ramte et andet køretøj. 

Selvom en alkometertest på stedet var negativ, eskalerede sagen hurtigt, da Tiger Woods nægtede at afgive en urinprøve. 

Det resulterede i en sigtelse for »spirituskørsel, materiel skade og nægtelse af at underkaste sig en lovlig test«, oplyser det lokale politi.

Tiger Woods har efterfølgende givet lyd fra sig i et skriftligt opslag, hvor han erkender behovet for professionel assistance:

'Jeg trækker mig i en periode for at søge behandling og fokusere på mit helbred. Det er nødvendigt for mig at prioritere min trivsel og arbejde frem mod en varig bedring,' skriver Tiger Woods.

Det er desværre ikke første gang, at den globale megastjerne ender i overskrifterne på grund af hændelser bag rattet. 

I 2017 modtog han en dom for kørsel i påvirket tilstand, efter han blev fundet sovende i sin bil midt på kørebanen – dengang stærkt påvirket af medicin.

Episoden kostede ham både samfundstjeneste og en tur i afvænning. 

Senest i 2021 måtte han gennemgå flere omfattende operationer i det ene ben efter en alvorlig soloulykke.

Woods har i den nyeste sag fra sidste uge forklaret over for politiet, at han kiggede på sin mobiltelefon og var i gang med at skifte radiokanal.