Emma Hemming Willis beder paparazzi-fotograferne holde sig på afstand af demensramte Bruce Willis.

I februar fortalte Bruce Willis' familie om skuespillerens sjældne demenssygdom. Sygdommen rammer en lidt yngre gruppe, og familien svor, at de ville forsøge at gøre opmærksom på frontotemporal demens.

Nu siger Emma Hemming Willis fra over for de paparazzier, der følger efter hendes mand. Det gør hun på sin Instagram-konto i et videoopslag.

Den 44-årige model og skuespillerinde forklarer, at det er svært og stressende at hjælpe mennesker med diagnosen med at have et så normalt og trygt liv som muligt.

Og der er én særlig episode, hun tænker på: en video, der cirkulerer, hvor 67-årige Bruce Wilis er ude for at købe kaffe med sine venner.

»De (vennerne, red.) gjorde et fantastisk job med at beskytte ham,« siger hun til kameraet.

Hun er tydeligt berørt og stopper på et tidspunkt videoen for lige at samle sig selv.

»Den her går ud til fotograferne og videofolkene, der prøver at få 'eksklusive' videoer af min mand ude på gaden: Bare hold afstand. Jeg ved, det er jeres job, men måske bare hold afstand,« beder hun om, da hun vender tilbage til kameraet.

Selvom Emma Hemming Willis forstår, hvad paparazzijobbet rummer, håber hun alligevel, at fotograferne vil stoppe med at råbe efter Bruce Willis.

»Til de videomennesker. Vil I ikke være søde at lade være med at råbe af min mand, spørge, hvad han laver. Eller hvad det måtte være. Bare lad være.«

Bruce Willis fik i februar konstateret frontotemporal demens. Sygdommen påvirker særligt adfærden hos patienterne. Neuropsykolog på Rigshospitalets Afdeling for Hjerne- og Nevesygdomme Kasper Jørgensen fortalte til B.T., umiddelbart efter Bruce Willis' diagnose stod klart, at sygdommen også stiller store krav til de nærmeste pårørende.

»Det bedste, man kan gøre, er at undervise de pårørende i, hvad de kan forvente. Man skal lære dem at være rummelige,« fortalte Kasper Jørgensen.