Superstjernen Britney Spears er gået til angreb på hendes eksmand, danseren Kevin Federline.
»Den konstante gaslighting fra min eksmand er ekstremt sårende og udmattende,« skriver hun i et opslag på Instagram.
Gaslighting er en form for psykisk vold, hvor en person forsøger at få magt og kontrol ved at lyve og manipulere.
Det sker efter Federline er gået til angreb på Britney Spears i sin kommende erindringsbog, You Thought You Knew, ifølge et uddrag, som avisen The New York Times har fået fat i.
I opslaget skriver Spears også, at hun »altid har tryglet og skreget« om at få et liv med sine sønner, Sean Preston og Jayden. Og at hun kun har set den ene af sine sønner i »45 minutter i løbet af de sidste 5 år og den anden fire gange i løbet af de seneste fem år«.
De seneste år har Spears angiveligt haft et anstrengt forhold til de to sønner.
Og Federline hævder nu, at deres sønner ikke længere ønsker at besøge deres mor.
»De vågnede nogle gange om natten og fandt hende stående i døråbningen, så dem sove – 'Nå, er du vågen?« ville hun sige til sønnerne – med en kniv i hånden. For så at vende sig om og gå uden forklaring,« skriver Federline i uddraget, som The New York Times har læst.

Federline skriver videre, at han oplever, at Britney Spears er begyndt at opføre sig mere utilregneligt.