Ginger Wildheart, der er forsanger og guitarist i det engelske band 'The Wildhearts', er blevet ramt af den sjældne og aggressive kræftform mantelcellelymfom.

Det oplyste bandet mandag i et opslag på Instagram. Og nu melder 61-årige Ginger selv ud om sygdommen.

Det sker ligeledes i et opslag på Instagram.

»Tak for alle jeres opmuntrende beskeder. Jeg vil ikke gennemgå nogen behandling. Jeg har levet et liv som ti mænd og vil dø med værdighed. Jeg har stadig to-tre år til at sige farvel til jer alle.«

»Og jeg vil feste til det allersidste. Ingen tristhed, tak. Positivitet hele vejen igennem,« lyder det fra forsangeren.

Det var i december sidste år, at Ginger Wildheart blev opmærksom på, at noget var galt.

Han oplevede så voldsomme smerter, at han måtte tage pauser fra scenen, mens han tog smertestillende medicin for at komme igennem koncerterne.

Lægen satte en undersøgelse i gang, der konkluderede, at Ginger led af den aggressive mantelcellelymfom, der bedre kan beskrives som lymfekræft.

Trods den alvorlige diagnose oplyste 'The Wildhearts' mandag, at bandet afholder den kommende turné som planlagt.

Turneen starter i Liverpool 2. april og slutter 31. maj i Edinburgh.