Brad Pitt åbner op om tid i Anonyme Alkoholikere


Han begyndte i Anonyme Alkoholikere i 2016 under sin skilsmisse fra skuespiller Angelina Jolie.
Brad Pitt var nemlig »så langt nede«, at han blev nødt til at søge hjælp.
Det fortæller han til skuespillerkollegaen Dax Shepard i podcasten 'Armchair Expert', skriver People.
Han kalder AA for en »fantastisk ting«, hvor alle åbnede sig op og delte deres inderste tanker og følelser.
»Jeg var stort set nede på mine knæ, og jeg var virkelig ærlig. Jeg prøvede alt og alle. Alt, hvad nogen kastede efter mig,« siger han og tilføjer:
»Det var en svær tid. Jeg havde brug for at genstarte. Jeg havde brug for at vågne op på nogle områder. Og det betød bare meget for mig.«
Han beskriver videre programmet, som noget »særligt«, der har hjulpet ham til at forstå, hvordan han skal håndtere svære situationer i dag.
Efter et par møder blev det endda møder, han glædede sig til, uddyber han.
Han afslørede første gang i 2019, at han var en del af AA-programmet over for The New York Times.
»Det var faktisk virkelig befriende bare at afsløre de grimme sider af sig selv,« sagde han dengang.