Det er ikke mere end et par uger siden, de to techgiganter Elon Musk og Mark Zuckerberg aftalte at mødes i buret til en MMA-kamp.
Og selvom der er en aftale mellem de to kommende kamphaner, har mange svært ved at tro på, at kampen rent faktisk kommer til at finde sted. Men måske har lanceringen af appen Threads, der er Metas bud på en konkurrent til Twitter, givet de to mænd endnu en grund til at slås.
Nye billeder fra Facebook-stifter Mark Zuckerberg har i hvert fald på ny tændt håbet for kampsportsfans, som er ivrige efter at se kampen. Billederne vidner om ikke andet om, at en af de to kamphaner tager den potentielle kamp seriøst.
På billederne kan man se en særdeles veltrænet Mark Zuckerberg i bar overkrop på måtten i et træningslokale beregnet til kampsportstræning med to MMA-kæmpere fra den absolut øverste hylde.
Nemlig UFC-mestrene Israel Adesanya og Alexander Volkanovski, der er mestre i henholdsvis mellemvægts- og fjervægts divisionerne. Ifølge TMZ fløj de to UFC-mestre efter et UFC-stævne i weekenden over til Mark Zuckerberg for at hjælpe ham med at forberede sig til gigantkampen.
Siden billederne blev delt tirsdag, har de fået næsten to millioner likes. Og flere kommentarer vidner om, at folk er imponerede over Mark Zuckerberg.
'Elon er færdig', er der en, der skriver. 'Han gemmer sig på Mars', skriver en anden med henvisning til Elon Musks planer om at mennesker skal bo på Mars.
B.T. har tidligere talt med Mads Jørgensen, som er MMA-kommentator på Viaplay, der har rettighederne til at vise UFC til danske fans, og han mener, at der er en relativt klar favorit.
»Jeg tror, at Mark Zuckerberg ville vinde ret overlegent. Jeg har set, at han jævnligt træner brasiliansk jiu-jitsu, og han konkurrerer også,« fortalte Mads Jørgensen, der dog har sin tvivl om kampen:
»Jeg tvivler meget på, at sådan en kamp nogensinde bliver til noget, men det er god lir.«