Wade Robson og James Safechuck skabte overskrifter verden over, da de i 2019 i dokumentaren 'Leaving Neverland' beskyldte popstjernen Michael Jackson for at have udsat dem for seksuelle overgreb, da de var børn.

Nu har dokumentaren fået endnu et kapitel – og efter mange års kamp får de to mænd nu mulighed for en retssag, selvom sagens hovedperson er død.

I 'Leaving Neverland 2' følger man Wade Robson og James Safechucks, der i dag er henholdsvis 42 og 47 år gamle, og deres kamp for at få sagen for retten.

Da Michael Jackson som bekendt døde i 2009, er det i stedet hans virksomheder MJJ Productions og MJJ Ventures, som Robson og Safechuck sagsøger for at have forsømt deres pligt til at passe på dem. 

»Der var så mange gange, hvor hans livvagter var lige ude foran døren, mens han misbrugte mig, uanset om det var på Neverland, i en trailer, i et musikstudie. Der var altid folk i nærheden, der arbejdede for ham. Ingen i organisationen gjorde noget,« siger Wade Robson i dokumentaren.

Sagen afvises i første omgang i 2020 af en dommer i Los Angeles, men dommen bliver anket og siden omstødt i 2023.

'Det ville være perverst at fratage virksomhederne deres forpligtelser, bare fordi de sagsøgte firmaer kun har en aktionær,' lyder det i omstødelsen af dommen. 

Wade Robson, instruktør Dan Reed og James Safechuck. Taylor Jewell/AP/Ritzau Scanpix

Dokumentaren ''Leaving Neverland 2' gør det siden klart, at der nu kommer en retssag, som er berammet til at finde sted i november 2026.

Tilbage i 2003 blev Michael Jackson tiltalt for syv tilfælde af overgreb på børn. 

Han blev i 2005 frikendt – blandt andet efter et vidneudsagn fra Wade Robson, der dengang pure nægtede, at Michael Jackson havde misbrugt ham. 

Han var ikke klar til at fortælle sin historie, har han siden fortalt, og i den nye dokumentar 'Leaving Neverland 2' forklarer han da også, at det betyder meget for ham at få en chance til i en retssal.

»Hvis jeg kan stå i en retssag og fortælle den sandhed, jeg ikke har kunnet fortælle i årtier, så har jeg allerede vundet,« lyder det fra den i dag 42-årige koreograf.

Boet efter Michael Jackson har ikke ønsket at medvirke i dokumentaren, men afviser at have et medansvar for de overgreb, som det påstås, Michael Jackson har begået. 

Boet afviser ligeledes anklagerne mod Michael Jackson.